Workshops - Behandlinger - Kurser - Retreats - Konferencer

Kurser: Om Yoga

Veda-teksterne er den ældste kilde, der refererer til yoga-aktiviteter. Det vil sige, mennesket har lavet yoga i tusinder af år.
Yoga betyder at forene, væve – eller ganske enkelt reb.
Denne betydning hentyder til det at forene det guddommelige eller spirituelle med livet på jorden:
At bringe det åndelige – det vertikale – sammen med det horisontale, det verdslige liv.

Og yogaen var netop oprindeligt møntet på alle mennesker, for folk som os med job, familier og bekymringer, stræben og frygt. Den var ikke kun beregnet på en privilegeret gruppe; dette kom først til senere.

Yoga-stien består af fire områder:
Bhakti yoga, kærlighedens og hengivelsens yoga,
Jnana yoga, visdommens yoga,
Karma yoga, arbejdets yoga,
Raja yoga, den kongelige 8-ledede vej (astanga yoga).

Denne sidste, beskrevet i de såkaldte Yoga Sutraer, består af:

1. yama (indstilling, holdning)
2. niyama (opmærksomhed, observationer)
3. asana (stillinger)
4. pranayama (åndedræt/energikontrol)
5. pratyahara (tilbagetrækning af sanserne)
6. dharana (koncentration)
7. dhyana (meditation)
8. samadhi (lyksalighed eller transcendens).

Yogaen, som vi laver den, er således vejen til at lade kroppens uro, begær og larm integrere og forvandles til stilhed og sammensmeltning med Kilden, vi kommer af. Den ultimative kontakt med dybeste ressourcer.

”Solhilsen” (”Hymne til solen”) er en dynamisk yogaøvelse. Det vil sige, den er sammensat af 12 yogastillinger, der glider over i hinanden i flydende bevægelse. Udstrækninger i kroppen følger indånding, og sammenbøjninger følges med udånding.
Den er eksempelvis god til at starte dagen med, bevæger alle de store led, ilter kroppen godt igennem og får energien op. Bevægelse og åndedræt bliver ét.

”Frihedsgudinden” strækker godt henover brystet, skulderleddet og ud i armen. Den vil stimulere vejrtrækningen og afstresser således generelt.
Din opmærksomhed hviler i vejrtrækningen og lader denne føre bevægelsen, mens du bevidst slipper stramninger og modstand i udånding. Med fokus i vejrtrækningen kan du overskride grænser, både fysisk og psykisk.

Yoga er uafhængig af religiøs tradition, den bygger på egne oplevelser og er således en konstant levende proces, som du tager med, hvor du end er.

I yogaen blandes sved med fred, og du mindes om, hvem du i virkeligheden er…